Del siden

Selma Lagerlöf

Sophie Elkan og Selma Lagerlöf

Valborg Olander og Selma Lagerlöf

Selma Lagerlöf

I 1909 fik Selma Lagerløf, som den første kvinde, Nobelprisen i Litteratur.

Selma Lagerlöfs havde på det tidspunkt skrevet om ”Nils Holgersson”, som rejser gennem Sverige på ryggen af Morten Gase, ”Kristuslegender” med fortællingen om "Rødhalsen" og det store episke værk ”Jerusalem” .

I foredraget fortælles om opvæksten i Värmland i Sverige, hendes kristentro og om tidligt at vide, at hun var født til at skulle blive en verdensberømt forfatter og om hendes kamp for at gøre det til virkelighed.

Selma Lagerlöf engagerede sig i socialt arbejde og i kampen for kvinders stemmeret og levede sit liv sammen med kvinder i overensstemmelse med den, hun var.

Selma Lagerlöf - om hendes liv og bøger

Opdateret onsdag d. 19. november 2008, kl. 18.50 / Berlingske Tidende

Sven Hakon Rossel, professor Wien

For ikke så mange år siden var det ganske almindeligt at finde bøger af den svenske forfatterinde Selma Lagerlöf i de fleste hjems bogreol – i hvert fald Gösta Berlings saga og Niels Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige. Men de tider er nok desværre forbi, og så var Lagerlöf i samtiden ganske enkelt en berømt bestseller-forfatter, hvis bøger blev oversat til alverdens sprog, også til dansk, Nobelpristager i 1909 og medlem af det svenske akademi i 1914 – i begge tilfælde som den første kvinde! Hun var en stærk og målbevidst personlighed, men støder vi på portrætter af Selma Lagerlöf, viser de hende gerne som en blid og elskværdigt smilende ældre tante med opsat hår, men pas på: skinnet bedrager!

Hendes tidlige biografi tager sig ganske traditionel ud og er tæt forbundet med godset Mårbacka i Värmland, hvor hun fødtes 20. november 1858. Mårbacka havde i tre generationer været en del af døtrenes arv, og disse havde alle giftet sig med præster. Selma Lagerlöfs bedstemor var den første i rækken, der ikke havde fulgt denne tradition, og hendes mor stammede fra en velhavende handelsslægt, mens faderen var officer. Mere borgerligt kunne det ikke blive.



Selma, den næstyngste af fem søskende, fødtes med en hoftelidelse, der selv efter behandling efterlod hende med en let halten. Det handicap blev til en slags krumtap i hendes selvbiografiske Et barns erindringer (1930). Her skildrer hun sin outsiderposition – outsidere spiller en vigtig rolle i forfatterskabet, f.eks. Gösta Berling selv og Jan i Skrolycka i Kejseren af Portugalien – som forudsætningen for, at hun blev forfatter.

Mod faderens ønske flyttede Selma Lagerlöf i 1881 til Stockholm, kom på et forberedelseskursus til læreruddannelsen og blev uddannet som lærerinde. Hun arbejdede som lærer i Landskrona frem til 1895. Flere år tidligere havde familien været tvunget til at sælge Mårbacka både pga den almene økonomiske nedtur, der havde ramt Sverige og ikke mindst Värmland, og faderens manglende finansielle talent – et tab af barn-domsidyllen, der ramte Lagerlöf hårdt.

Det var i disse år i Landskrona, at hun skrev sin første roman, Gösta Berlings saga, der bygger på historier og sagn fra hjemstavnen. Bogen udkom i 1891 og blev mødt af en ublid svensk kritik. Det var først, da den danske kritiker Georg Brandes to år senere gav romanen en begejstret anmeldelse, at dens sejrstog begyndte. Og Brandes viste sig at have ret. Romanen er et mesterværk med et farvestrålende galleri af outsidere, som Lagerlöf kunne identificere sig med. Hun kalder dem for kavalerer. De bor på herregården Ekeby, dovne, sorgløse, men livsglade, og deres anfører er den afskedigede, fordrukne og kvindekære præst Gösta Berling. Hans modstykke er den stærke, men selvretfærdige majorinde på Ekeby. Gennem en slags djævlepagt får kavalererne overladt herregården for ét år og majorinden forstødes af sin mand. Alt ender i første omgang i en katastrofe, men alligevel vinder – gennem lidelse og bod – godhed og forandring overhånd, og en balance skabes mellem impulsiv lidenskab og ansvarsfølelse. Romanens fascinerende figurer og dens mylder af både romantiske og realistiske episoder gør den umulig at lægger fra sig.

Økonomisk uafhængig opgav Selma Lagerlöf 1895 sin lærergerning og foretog en længere rejse gennem Sydeuropa. Resultatet blev romanen Antikrists mirakler (1897). I en siciliansk landsby dukker et undergørende, men falsk Kristusbillede op med indskriften: »Mit rige er kun af denne verden.« Mennesker strømmer til, men kan ikke skelne mellem Kristus og Antikrist. Velstand og fremskridt kommer til landsbyen, men hermed også problemer og lidelser. Denne handling er baggrunden for et skarpsindigt idéhistorisk opgør med den moderne socialisme, hvis filantropiske side kan accepteres, mens Lagerlöf, der tydeligvis har fingeren på tidens puls, samtidig kraftigt afviser dens ateisme og materialisme. At kristendommen stod Lagerlöfs hjerte nær, viser de på én gang gribende enkle og raffinerede Kristuslegender (1904).

Selma Lagerlöf flyttede 1897 til Falun i Dalarna, hvor søsteren boede. Her var en gruppe bønder efter en religiøs vækkelse året før udvandret til Jerusalem for at tilslutte sig en amerikansk sekt. Dette blev emnet for den næste roman, Jerusalem (1901-02), der ved siden af Vilhelm Mobergs udvandrerroman er den anden store emigrantfortælling i svensk litteratur. Første bind, der blev Lagerlöfs endelige gennembrud, skildrer på baggrund af folkelivet i Dalarna forskellige stærkt rodfæstede familiers opbrud. Andet bind fortæller om livet hos udvandrerne i Jerusalem og deres konflikt mellem hjemlige traditioner og religiøs fanatisme.

Mens Gösta Berling på mange måder repræsenterede den sværmeriske og romantiske side af Lagerlöfs karakter, repræsenterer bonden Ingemar den anden side: alvor, moralisme og tradition. Da Ingemar føler sig forpligtet til at overtage den fædrene gård, indgår han et ægteskab udelukkende af økonomisk beregning, mens hans forstødte forlovede, Gertrud, i fortvivlelse drager til Jerusalem. Selv får Ingemar ingen fred, førend han selv gør rejsen for at hente hende og hendes nye ven hjem, hvilket også fører til en forsoning med hustruen, Barbro. Lagerlöf betragter tydeligvis vækkelsen som et positivt tegn på kristendommens livskraft, men advarer samtidig mod at forlade den virkelighed, som Ingemar selv vender tilbage til. Han personificerer den symbiose af romantik og realisme, der er Lagerlöfs eget ideal, men også hendes mere udadvendte krav til sine medmennesker.

I 1906 udkom hendes vel nok kendteste bog, Niels Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige. Den var et bestillingsarbejde, skulle anvendes som skolebog, og fortæller en fantastiske historie om en 14-årig dreng, der som straf for alle sine skarnstreger forvandles til en Lilleput og på ryggen af en vildgås rejser gennem Sverige fra syd til nord og undervejs geråder i alskens moralske konflikter. På genial vis lykkes det Lagerlöf at forbinde en moralsk udviklingshistorie med et forelsket panorama over Sveriges geografi, historie og kultur. De enkelte regioner præsenteres ofte i form af sagn og eventyr – H.C. Andersen spøger i baggrunden – men også aktuelle informationer om den sociale og økonomiske udvikling inddrages. Niels Holgersen er oversat til over 30 sprog og er for øvrigt også det første svenske litterære værk i moderne retskrivning. Også her demonstrerede Lagerlöf, at hun var up-to-date, hvad angik nye tendenser i tiden.

Samtidigt var hun også en moderne forretningskvinde. I 1908 købte hun Mårbacka tilbage, to år senere kunne hun med Nobelprispengene også generhverve den tilhørende jord, og arealet fordobledes senere ved nye køb. Med dygtighed dyrkede hun ikke blot landbrug, men startede også en fabrik til produktion af havremel.

Selma Lagerlöf udgav også efter Nobelprisen vægtige romaner, heriblandt Liljecronas hjem (1911) og Kejseren af Portugalien (1914), to bind, der beretter om hendes idylliske og smukke hjemstavn befolket med komplicerede og problematiske mennesker – tradition og modernitet i stadig konflikt. Hendes sidste store og stærkt undervurderede romanprojekt var Löwensköld-trilogien (1925-28), både en dramatisk beretning om en skæbnesvanger forbandelse, der hviler over en familie, og en skarpsindig analyse af en række prægtige kvindeskikkelser – nogle selvspejlende, andre aktive og udadvendte.

Selma Lagerlöf fandt også tid til at engagere sig i kvindebevægelsen. I 1911 holdt hun i Stockholm under en international kvindekongres en opsigtsvækkende tale om hjemmet og staten, i hvilken kvindens fredfyldte domæne modstilledes mandens, som er præget af magt og vold. At det var en verdensberømt kvinde, Nobelprismodtager og godsejer, hvem en elementær menneskeret var nægtet, nemlig stemmeretten, gjorde talen endnu mere opsigtsvækkende. I 1933 blev Selma Lagerlöf medlem af en komité, der skulle hjælpe jødiske flygtninge ud af Tyskland. I 1940, samme år hun døde, hjalp hun den tysk-jødiske forfatter Nelly Sachs med at flygte til Sverige og reddede dermed dennes liv. Så hverken i liv eller skrift var Selma Lagerlöf en godmodig tante. Tværtimod!